Om mig

Jeg er født i 1973. Jeg er uddannet pædagog, og har arbejdet som pædagog i 17 år primært inden for normalområdet med børn i alderen 0-10 år. Jeg har altid elsket at yde omsorg for andre og brændt for at skabe de bedst tænkelige trygge og kærlige rammer for hvert enkelt individ. Jeg er pædagog med hjertet. Jeg har en positiv livsholdning og arbejder ud fra et anerkendende menneskesyn. Jeg betragter hvert enkelt menneske som et ganske særligt individ med egne behov og kompetencer. Jeg er meget empatisk og omsorgsfuld, og har en veludviklet indlevelsesevne. Jeg er god til at skabe trygge rammer for både børn og voksne. Jeg er rolig af natur og sætter en ære i mit arbejde med børn og voksne. Jeg er nærværende og anerkendende og har en god evne til at se børn med særlige behov. Jeg arbejder struktureret med plads til spontanitet og har en høj faglighed. I min model af verden er det vigtigt for børns trivsel at der skabes en fælles forståelse af barnet blandt de voksne der er omkring barnet, barnets forældre, fagpersoner i daginstitutioner og skoler. Jeg arbejder 20 tm/ugen i en børnehave.

I 2010 afsluttede jeg en ernæringsdiplomuddannelse inden for sundhed og ernæring fra SUHR’S Seminarium, hvilket vil sige, at jeg også er kostvejleder. Mit fokus er børn, familier og daginstitutioner. Mine interesseområder er varieret sund og ernæringsrigtig kost, mellemmåltiders vigtighed, indtagelse af sukker, indtagelse af fedt, daglig motion, hvordan vi spiser sammen både i hjemmet og i daginstitutioner mm.

I 2015 blev jeg uddannet Life Mastery Master Coach hos Sussanne Wexø. Mine fokusområder som coach er at hjælpe dig med at tro på dit eget indre værd, se dit eget indre lys skinne, at hjælpe dig med at finde svarene inde i dig, og stole på dig selv samt lytte til dit hjerte. Jeg er også uddannet mindfulnessinstruktør i 2015 hos Sussanne Wexø. Jeg samarbejder med Room for Reflection, hvis mission er at udbrede mindfulness til alle Danmarks børn. Som mindfulnessinstruktør er mit primære fokus at skabe en indre ro og balance, styrke selvværdet, og bidrage til at både voksne og børn lærer at lytte til deres hjerte. Efterfølgende er jeg blevet certificeret BørneYoga og Børne-Mindfulness-instruktør fra Blå himmel YOGA ved Sisse Siegumfeldt.

Jeg arbejder som frivillig hos Sensitiv Balance, som er stiftet af Lise og Martin August. De er pionerer i Danmark inden for området særlig sensitivitet. Jeg arbejder som frivillig medarbejder ved deres seminarer og som sekretær. Jeg har også deltaget i kurser hos Sensitiv Balance.

Sensitivt Hjertes familievejledning, coaching samt yoga og mindfulness foregår i Kula Yoga Studio, Kirke Værløsevej 26A, 3500 Værløse.