Mission

Sensitivt Hjertes mission er, at alle sensitive børn bliver mødt med hjertet og set som de fantastiske gaver, de er til denne verden

Sensitivt Hjerte er opstartet, fordi jeg brænder for at gøre en forskel for de særligt sensitive børn, de børn som har sensitive personlighedstræk, og selvfølgelig deres familier, som måske også er særligt sensitive eller har sensitive personlighedstræk.

Jeg har igennem de sidste år som pædagog mærket på min egen krop, hvordan regeringernes og kommunernes mange nedskæringer og tiltag har gjort det vanskeligere for mig som pædagog at leve op til min egen forventning om, hvordan et vidunderligt hverdagsliv for børnene i institutionen skulle være. Jeg sagde derfor mit næsten fuldtidsjob op i sommeren 2015, og har nu skabt min egen virksomhed Sensitivt Hjerte, hvor jeg på en anden måde kan arbejde med det som jeg stadig brænder for, nemlig at arbejde med børn og deres familier samt at kunne bidrage til at gøre en forskel for jer som børnefamilie, så I har muligheden for at skabe et liv i balance og harmoni.

At være sensitiv er en styrke

Jeg ønsker af hele mit hjerte at hjælpe dig til at kunne rumme dit særligt sensitive barn, til at kunne se alle gaverne dit barn har, at kunne vende sensitiviteten til en styrke og samtidig hjælpe dig til at finde troen på, at du selvfølgelig er en god nok mor eller far til dit barn. Jeg vil guide dig i at kunne passe på dig selv og på dit eget hjerte, hjælpe dig med at styrke dit selvværd og kernen inden i dig, så du bliver en glad mor eller far, der hviler i dig selv og følger dit hjertes vej, hvor du lytter til dit hjerte, din intuition og mavefornemmelse.

Jeg brænder for forældreskabet og moderskabet, at være en bevidst ikke-dømmende forældre, at være nærværende, rummelig, støttende, anerkendende, omsorgsfuld forælder, og herigennem være inspirator for andre som også vil være det samme eller lige præcis det, som de ønsker aller mest. Jeg brænder for at guide, coache og støtte andre mødre og fædre i at kunne være den bedste udgave af sig selv i rollen som forældre og samtidig for sig selv.

Sensitivt Hjertes familievejledning, coaching samt yoga og mindfulness foregår i Kula Yoga Studio, Kirke Værløsevej 26A, 3500 Værløse.